19/08/2026
BabyBio i Kom-Bi:
onsdag d. 16. september kl. 10.30 er der BabyBio i Kom-Bi.
Vi viser filmene NØJSOMHEDEN af Hella Joof og DOBBELTSPIL.
Caféen åbner kl. 9.30.
-
Biografklub Danmark. NØJSOMHEDEN er Hella Joofs nye romantiske komedie - en varm, humoristisk og rørende fortælling om kærlighed på tværs af sociale skel.
Mona elsker at læse, og bøgerne er hendes tilflugtssted fra livet i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden, hvor hun er vokset op med sin mor Mømmer, der har en behandlingskrævende samlermani og aldrig smider noget ud. Heldigvis har hendes rapkæftede moster Tut altid hjulpet Mona på rette vej, blandt andet ved at skaffe hende arbejde i den lokale boghandel.
Her møder hun den litteraturstuderende Nikolaj fra den fine ende af byen, og de forelsker sig hovedkulds. - Men der er langt fra Nikolajs kulturradikale overklassebaggrund med hør-fester og akademikerforældre til Monas verden med flaske øl og et par på hatten på den lokale bodega og en stærkt udfordrende familie. Kan kærligheden sejre på tværs af Strandvejen, eller er forskellen mellem dem for stor?
-
DOBBELTSPIL er et intenst thrillerdrama om bedrag, begær og den isnende erkendelse af, at den person, man elsker, måske aldrig har været den, man troede...
Clara lever et tilsyneladende perfekt liv med en succesfuld karriere og sin charmerende kæreste, Tobias.
Da hun tilfældigt støder ind i Katrine, begynder facaden imidlertid at krakelere. For på trods af deres forskelligheder opdager de to kvinder, at de har én ting til fælles: Tobias. I årevis har de begge været i et forhold med den samme mand.
Claras verden ramler, og i jagten på sandheden vikles hun ind i et uigennemskueligt spil, hvor grænserne mellem sandhed og løgn, begær og bedrag flyder sammen - og hvor det bliver stadig sværere at afgøre, hvem der egentlig manipulerer hvem.